Træning foregår i Vissenbjerghallerne, Idrætsvej 3, 5492 Vissenbjerg
Seminar med Introduktion til Kyudo
Der afholdes introduktionsseminar 2 gange årligt. Næste gang er søndag d. 14. juni og søndag d. 21. juni 2026. Begge dage i Vissenbjerg idrætscenter, Hal 3.
Start: kl. 17.00 Slut: kl. 18.30. Man kan deltage en eller begge gange. Deltagelse koster 100 DKK. Efter seminaret kan man melde sig ind, hvis man ønsker at træne Kyudo. Påklædning er løst tøj uden stropper, lynlåse etc. Bare fødder og sko skal undgås, så tag strømper på. Det anbefales at have lange bukser på da noget af forløbet foregår på knæ med mindre man er fysisk forhindret.
Tilmelding skal ske på mail til jjf@kyudo.dk eller på telefon 2392 8855.
Mere information på Facebook via QR-koden
Om Akiyama Kyudo
Klubben er en del af Vestfyn Aikikai og har siden 2020 haft fast træning hver uge. For tiden trænes i Vissenbjerghallerne hver søndag aften fra kl. 19.
Der optages som udgangspunkt ikke nye elever løbende, men man kan deltage i prøveseminarer 2-3 gange årligt.
Man er altid velkommen til at henvende sig for at høre om muighederne.


På en tur til Japan i februar 2020 for 8 medlemmer af Vestfyn Aikikai fik vi gennem Torben Sottaku Pedersen mulighed for at besøge en kyudojo i bjergene uden for Matsuyama på øen Shikoku.
Takket været de meget venlige, hjælpsomme og taknemmelige instruktører som tog sig af os fik vi en god og spændende eftermiddag, hvor vi både fik en masse at vide om Kyudo og også fik lov at prøve selv at øve både de grundlæggende otte trin i Kyudo (hassetsu). Til sidst fik vi endda lov at affyre en bue. Det er sjældent at man give nybegyndere lov til det, og vi er meget taknemmelige for muligheden.
På vej hjem måtte vi konstatere, at lysten til at træne Kyudo havde sat sig i nogle af os. Så da vi kom hjem og oven i købet var nødt til at holde pause fra Aikido på grund af COVID-19 udbruddet, så var der pludselig et tomrum, hvor den tanke der var spiret på besøget i Japan begyndte at vokse sig stærkere. I sommeren 2020 tog vi derfor kontakt til det danske kyudo forbund, og besøgte kort efter deres træning i København.
Derefter var der ingen vej tilbage, og vi har nu startet vores vej mod at etablere Kyudo på Vestfyn.


Vores dojo ligger på vestfyn i byen Vissenbjerg. Lidt frit oversat betyder Aki "efterår" eller "løvfaldssæsonen". Bjerg hedder på japansk Yama. Så Vissenbjerg blev til "efterårsbjerget" hvilket på japansk kan oversættes til "Akiyama".
Ideen til dette navn opstod hos Solveig Vendelbo som har grundlagt det danske jodo forbund og startet klubben Akiyama Jodo. Hun har venligst tilladt at vi har genbrugt den første del af navnet til denne kyudo klub.